Når jeg nu skal i gang med genoptræning (igen), så er der mange ting, som jeg hver gang kommer til at tænke på: hvad, hvor, hvor ofte, hvor intens, hvor mange, hvad med udstyr osv. osv.
Nu er det langt fra første gang jeg skal i gang med træning, men det er første gang efter en blodprop. Derfor er jeg lidt nervøs over at starte for hårdt ud. Jeg har besluttet mig for at vente til rehabiliteringen ved Herning Sygehus er startet. Så kan jeg teste mit hjerte under sikre forhold, hvis det skulle gå noget galt.
Jeg ved fra sidste gang jeg var ved rehabiliteringen ved Herning Sygehus, at jeg havde udviklet dobbeltslag. Men også, at jeg var i stand til at træne videre med lavere intensitet, selvom jeg havde dobbeltslag. Når jeg får dobbeltslag, så er det typisk i situationer, hvor min puls stiger – eksempelvis under træning. Men det er ikke bare et slag her og der – det er dobbeltslag konstant til pulsen igen falder. Det vil sige, at jeg kan fortsætte træningen med samme intensitet og dermed have dobbeltslag konstant, eller jeg kan sætte intensiteten ned og forhåbentlig komme i normal rytme igen. Den eneste ulempe ved dobbeltslagene er, at hvert andet slag ikke transporterer blod og ilt rundt i kroppen - har jeg en puls på 160 og knokler derudaf, så skal jeg være forberedt på, at pulsen pludselig falder til det halve. Dermed får jeg kun den halve ilt, af hvad jeg behøver.
Jeg skal nu i gang med at træne mit hjerte, så jeg ikke får disse dobbeltslag. Det er selvfølgelig ikke gjort med træning alene – jeg får også en masse medicin. Blandt andet er jeg på 200 mg Selo-Zok (beta-blokker) hver dag. Det gør, at jeg har meget svært ved at få pulsen over 130, selv ved intens træning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar