mandag den 28. februar 2011

Dag 4

Rehabiliteringen ved Herning Sygehus om mandagen er også cirkeltræning, men med lidt andre øvelser.
Vi startede med opvarmningen på kondicykel i 15 minutter, og der var selvfølgelig indlagte spurter og ”bakker”. Herefter løbeøvelser i salen, hvor pulsen kom lidt op.
Også cirkeltræningen om mandagen består af 9 øvelser for enten musklerne eller konditionen. I dag gik det væsentligt bedre – kun en enkelt øvelse med mælkesyre.
Til slut bokseøvelser på aerobic-bolde. Det var faktisk meget hårdt og pulsen røg straks i vejret.
Allersidst udstrækning.
Dobbeltslag under cyklingen og lidt under løbeøvelserne, men som det ses i skemaet, så var forbrændingen af kcal og puls-gennemsnittet højere i dag.

søndag den 27. februar 2011

Dag 3

Træning hjemme i kælderen. En tur på kondicyklen.
Kørte desværre med dobbeltslag det meste af tiden, så gennemsnitspulsen blev lav.

lørdag den 26. februar 2011

Dag 2

Træning hjemme i kælderen. Power walking på løbebåndet.
Det gik fint, men stadig med dobbeltslag det meste af tiden.

fredag den 25. februar 2011

Dag 1

Så kom jeg i gang.
Rehabiliteringen ved Herning Sygehus om fredagen er cirkeltræning.
Opvarmning på cykel i 20 min, hvor der er indlagte spurter og ”bakker” – pulsen kom pænt op.
Herefter gang, løb og bold-tagfat med elastik om anklerne i ca. 15 minutter. Her fandt jeg muskler, som jeg ikke troede jeg havde. Det var utroligt godt – jeg skal ud og købe en ankel-elastik.
Nu var vi så varmet op og startede cirkeltræningen. Det består af 9 stationer og vi bliver parret 2-og-2. Der er øvelser for alle de større muskelgrupper og et par for kredsløbstræning. Jeg fik desværre mælkesyre i musklerne flere gange, og kunne ikke yde det jeg plejede. Endnu et tegn på, at jeg er ude af træning.
Efter cirkeltræningen var der udstrækning.
En god dag – glad for at være i gang.
Selvfølgelig fik jeg dobbeltslag – men det var kun under cyklingen.
Som gennemsnitspulsen angiver, så var det ikke en hård dag for hjertet – mere for musklerne.

torsdag den 24. februar 2011

Træningsskema

Startsdata

Cykeltesten.

Jeg var i dag til blodprøver, EKG, opstartssamtale, undersøgelse og cykeltest med henblik på at starte med hjerterehabilitering (genoptræning) på Herning Sygehus.
Blodprøver var fine. Det samme EKG, som blev taget i hvile. Samtalen gik meget på mine dobbeltslag og evt. andre muligheder for at komme af med dem.
Blodtrykket i hvile var højt – også højere end jeg havde regnet med – 150/95. Det skal helt klar arbejdes ned – ligesom vægten 93,5 kg.
Lægen var heldigvis også af den opfattelse, at nu starter vi – uanset dobbeltslag. Jeg skal selv styre belastningen og sige fra, hvis det bliver for meget. Lægen sagde endda, at jeg bare skal give den gas, til jeg ikke kan mere. Nu er det ”pay-back time”. Hvis det så viser sig, at træningen bliver hindret af dobbeltslagene, så har de andre metoder (har jeg ikke hørt den før i en anden sammenhæng?).

Så gik vi i gang med cykeltesten.
Jeg startede uden belastning, et blodtryk på 150/95 og puls på 56.
Der kom mere belastning på hvert andet minut.
Blodtrykket blev taget hvert andet minut.
Konstant monitering af pulsen.
Efter 6 minutter var min puls på omkring 100, men droppede så til 50 (dobbeltslag)
Blodtrykket var omkring 160/100
Jeg var 12-13 på Borg-skalaen.
Mere belastning på og pulsen sneg sig op på 56.
Ved omkring 12 minutter skete der noget overraskende. Jeg havde indtil da kørt med dobbeltslag lige siden – pulsen var nu oppe på 65. På Borg-skalaen bankede jeg på 16-17. Blodtrykket var steget en del 250/100. Lige pludselig oppede jeg ud af dobbeltslag og kørte med normal puls – og det gjorde jeg resten af testen. Ved 14 minutter havde jeg fået så meget syre i benene, at jeg måtte stoppe; puls på 135, blodtryk 265/110, Borg-skala 19 – men kun på grund af syre i benene. Hjerte og lunger kørte fint.

YES – jeg kan træne mig ud af det!!!

Prøve bestået med formål, at se om jeg kan træne uden at besvime. Jeg får stadig dobbeltslag, men kan kontrollere det og må derfor gerne træne – og helst hårdt.

Mange af jer vil sikkert sige, at en puls på 135 kun er en rask gåtur. Korrekt, sådan var det også med mig tidligere. Men på grund af den medicin jeg tager, så kan jeg ikke få pulsen højere op lige nu. Ved træning kan den godt komme højere, men aldrig op til normal stadiet. Nu har jeg trænet meget i tidens løb og næsten altid med pulsur på. Derfor ved jeg, at mine 135 i dag vil svare til omkring 165 på en dag uden medicin. Netop derfor anvender vi Borg-skalaen, når vi træner. Selvom skalaen er meget subjektiv, så er Borg-trin 16-17 altid det samme for mig, uanset hvad min puls er.

Hvornår starter jeg så det rigtige rehabiliteringsprogram?

”I morgen” tidlig var svaret. YES – YES. Endelig skal jeg i gang igen!!! J
Ikke mere slendrian – nu skal der f…….. trænes.

onsdag den 23. februar 2011

Mine overvejelser part 3.

Rehabiliteringen på Herning Sygehus er mandag, onsdag og fredag i 1½ time hver gang. Da jeg for tiden er totalt ude af form vil det sige, at jeg må tage det meget roligt i dagene mellem rehabiliteringen, men stadig træne i 30 minutter. Mine muligheder er en rask gåtur eller cykeltur.

De første to uger (uge 9 og 10)

Mandag: Rehabilitering 1½ time
Tirsdag: Rask gåtur i 30 minutter
Onsdag: Rehabilitering 1½ time
Torsdag: Cykeltur i 30 minutter
Fredag: Rehabilitering 1½ time
Lørdag: Rask gåtur i 30 minutter
Søndag: Cykeltur i 30 minutter

Herefter vil jeg komme mere på. Min krop har ikke lavet noget i 3 måneder, så den skal lige vende sig til chokket.
Jeg er så heldig, at mit arbejde stiller en masse træningsudstyr til rådighed, så det vil ikke blive et problem med vejret.
Desuden har jeg indrettet mit eget lille træningsrum i min kælder (Dette er ren luksus, har taget mig flere år at spare sammen til, og flere uger at gøre klar til dette formål – at få mig i form igen). Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Jeg tror, at jeg kunne have købt et medlemskab til et fitness-center i mindst 5 år for de penge jeg har brugt på træningsudstyr i min kælder – så tænk over det, før du drøner ud og køber.



Men nu er jeg klar J    Let the games begin……

Mine overvejelser part 2.

Alle råder til at træne mindst 30 minutter hver dag. Ingen skriver dog, hvor intens denne træning hver dag skal være. Når man så leder på nettet efter et træningsprogram, så er de stort set alle baseret på løb. ”Kom i form til 5 km.” eller ”Løb 10 km efter 12 uger” osv. Det fælles for alle disse programmer er, at de er bygget med hvileperioder. Eksempelvis så løbes der hver anden dag og hver anden dag holdes fri, så kroppen kan restitueres. Det vil sige, at ingen af disse programmer kan bruges til at træne 30 minutter hver dag.
Man må heller ikke lave det samme hver dag. Hvis du laver det samme og det samme hver dag, så kører du træt i det, og samtidig nedbryder du de muskler du træner – med mindre du træner i så lav en intensitet, at det alligevel ikke hjælper. Derfor skal man finde mindst tre forskellige træningsmetoder, og helt metoder, som træner forskellige muskelgrupper og enten giver konditionstræning eller muskel-styrke træning. Med tiden kan man måske overveje at melde sig ind i en klub, men få nu grundformen på plads først. Hvis du ikke er forberedt, så er 90 minutters fodboldkamp meget hårdt – du vil nok ikke kunne gå de næste par dage derefter – og det var jo ikke meningen.
Prøv se hvad du har af muligheder i nærområdet, uden at du skal ud og køre alf for langt efter det – for så kommer du ikke af sted efter bare to uger. Prøv at afveksle løb, svømning, cykling, muskel, løb, svømning osv. Prøv også at tænke på den dag, hvor det øs-regner eller er minus 8 grader koldt – hvad gør du så? Svaret er træningscenter og/eller svømmehal. I træningscenter kan du også lave konditionstræning på løbebånd (måske bare gå en tur på båndet) eller tage en tur på kondicyklen.

Mine overvejelser part 1.

Når jeg nu skal i gang med genoptræning (igen), så er der mange ting, som jeg hver gang kommer til at tænke på: hvad, hvor, hvor ofte, hvor intens, hvor mange, hvad med udstyr osv. osv.

Nu er det langt fra første gang jeg skal i gang med træning, men det er første gang efter en blodprop. Derfor er jeg lidt nervøs over at starte for hårdt ud. Jeg har besluttet mig for at vente til rehabiliteringen ved Herning Sygehus er startet. Så kan jeg teste mit hjerte under sikre forhold, hvis det skulle gå noget galt.

Jeg ved fra sidste gang jeg var ved rehabiliteringen ved Herning Sygehus, at jeg havde udviklet dobbeltslag. Men også, at jeg var i stand til at træne videre med lavere intensitet, selvom jeg havde dobbeltslag. Når jeg får dobbeltslag, så er det typisk i situationer, hvor min puls stiger – eksempelvis under træning. Men det er ikke bare et slag her og der – det er dobbeltslag konstant til pulsen igen falder. Det vil sige, at jeg kan fortsætte træningen med samme intensitet og dermed have dobbeltslag konstant, eller jeg kan sætte intensiteten ned og forhåbentlig komme i normal rytme igen. Den eneste ulempe ved dobbeltslagene er, at hvert andet slag ikke transporterer blod og ilt rundt i kroppen - har jeg en puls på 160 og knokler derudaf, så skal jeg være forberedt på, at pulsen pludselig falder til det halve. Dermed får jeg kun den halve ilt, af hvad jeg behøver.

Jeg skal nu i gang med at træne mit hjerte, så jeg ikke får disse dobbeltslag. Det er selvfølgelig ikke gjort med træning alene – jeg får også en masse medicin. Blandt andet er jeg på 200 mg Selo-Zok (beta-blokker) hver dag. Det gør, at jeg har meget svært ved at få pulsen over 130, selv ved intens træning.

Genoptræning

Formålet med denne blog er at dokumentere min hjerterehabilitering efter blodprop i september 2010. Du kan følge min træning og er velkommen til at komme med kommentarer og gode ideer.
Denne blog vil ikke beskrive hele forløbet med min blodprop - alt det kan du læse om i min anden blog: Blodprop i hjertet. Link er her til venstre på siden.
Derimod vil jeg beskrive al min træning - både ved Hjerterehabiliteeringen på Herning Sygehus, på arbejdet og i min fritid.
Jeg er ikke så erfaren med Blogs, så bær venligst over med mig (og mine evt. stavefejl :-))
God fornøjelse.....