søndag den 8. maj 2011

Uge 18 - Sidste uge med hjerterehabilitering

Sorgens uge med hensyn til hjerterehabilitering – men så sandelig også ugen, hvor jeg kunne se resultaterne af træningen.

Da ugen startede, havde jeg kun én gang hjerterehabilitering tilbage – og det var den afsluttende cykeltest, hvor resultatet skulle sammenlignes med startresultatet.

Vi måtte planlægge cykeltesten til om fredagen, da jeg ikke kunne få fri fra arbejde mandag og onsdag.

Som opvarmning til cykeltesten besluttede jeg mig for, at gennemføre den militære cykeltest torsdag. Hvis jeg kunne bestå, så var min militære træningsprøve overstået for 2011. Og jeg bestod sørme så.

Så kom fredagen – dagen jeg ikke glædede mig overhovedet. Ikke fordi jeg var bange for cykeltesten, men fordi det var sidste gang ved rehabilitering. Tænk engang – allerede 24. gang. ØV – ØV.
Cykeltesten blev bestået med glans – meget bedre end startsprøven. Resultatet fra blodprøven sidste fredag var også kommet. Alle tal var blevet meget bedre. Mit samlede kolesterol har aldrig været så lavt før (3,5) – Hurra. Blodsukker og alt det andet lå som det skulle. HDL var måske lidt på den lave side, men i sammenligning med alt det andet, så er det et mega flot resultat.

Mit kondital havde jeg forbedret omkring 10. Nu ligger jeg i middelgruppen for mænd i min alder. Da jeg startede, lå jeg i gruppen kaldet ”meget lavt”.

Jeg var ikke den eneste, som havde sidste dag. Vores sygeplejerske havde også sidste dag – nu skal hun tilbage på afdelingen i nogle måneder, før hun skal have hold igen (turnusordning). Hun havde jordbærtærte med til alle – lækkert.

Ved 11-tiden gik jeg ud af døren med en meget stor klump i halsen. Før jeg gik kastede jeg lige et sidste blik ind i gymnastiksalen, hvor jeg fik så mange gode oplevelser – øvelser med elastik, øvelser på små tæppestykker, øvelser med aerobic-bolde, cirkeltræning, dans til ”Jens Hansens Bondegård”, dans til ”Hammer, Hammer Fedt”, basketball i gulvhøjde, stavgang og mange, mange andre ting.
På vej ud gik jeg lige en smut hen til trapperne – men jeg modstod fristelsen – jeg havde ikke træningstøjet på - det ville nok have set lige for skørt ud.

Tusind tak til jer alle – det har været en uforglemmelig tid.
I har været med til at få mit helbred på plads igen.
Også en varm tanke til alle jer, som jeg trænede sammen.
Jeg ønsker jer alle alt det bedste i fremtiden.

Resten af fredagen brugte jeg i haven.

Lørdag
Havearbejde i ca. 5 timer
Herefter løb og cykling i kælderen. Jeg syntes, at det blæste for meget udenfor.

Søndag
Havearbejde i ca. 5 timer
Herefter intervalløb på løbebåndet i kælderen. Jeg hader blæsevejr.

Det var ugen jeg ikke havde set frem til. Nu er det slut med hjerterehabilitering og kun op til mig selv i fremtiden. Hvordan kan 10 uger gå så hurtigt?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar